Integrativ Parterapi

Hvad er integrativ parterapi?

Integrativ parterapi (IBCT) er oprindeligt udviklet af amerikanske psykologiprofessorer og førende forskere i parforhold og parterapi, herunder Andrew Christensen, Neil Jacobsen og Brian Doss. Det ”integrative” består overordnet i, at IBCT kombinerer forskellige strategier for at fremme følelsesmæssig accept og mere hensigtsmæssige kommunikationsmønstre (adfærd).

Hvis du har lyst til at læse mere om IBCT, kan vi anbefale selvhjælpsbogen ”Reconcilable Differences” af Andrew Christensen m.fl. (2014).

Hvordan virker integrativ parterapi?

IBCT bruger flere forskellige virksomme strategier. De primære strategier kan samles i 4 overordnede områder:

1. Afklaring og kortlægning af jeres specifikke parforhold

"Kære parterapeut, fix min partner, tak!” Sådan har mange lyst til at sige. Som mennesker danner vi sjældent neutrale vurderinger af, hvem der har ”skylden”, når vi er i konflikt med vores partner. Vi synes som regel, at vores partner på en eller anden måde er galt på den, og at vores egne handlinger blot er et forsvar mod partnerens uhensigtsmæssige reaktioner.

Sådan en fortælling er sjældent konstruktiv. Den forværrer ofte konflikten og afstanden mellem to partnere, fordi mindst én partner føler sig bebrejdet, forkert eller presset. I IBCT starter vi derfor med en grundig afdækning af ”begge sider af sagen” og udarbejder en fælles formulering af jeres specifikke parforhold.

Det giver først og fremmest et vigtigt overblik over, hvad der er hoved og hale i jeres konkrete problemstilling. Samtidig skifter den fælles formulering perspektiv væk fra ”at pege fingre” af nogen til et fælles perspektiv, hvor vi kombinerer begge jeres perspektiver på jeres parforhold og problemstilling.


Tilbagemeldingssessionen (i opstartsfasen) inkluderer en personlig feedback, der overordnet set dækker over:

1) De personlighedsforskelle mellem jer, der giver jer problemer, fx forskellige personlighedstræk, temperament, seksuelle præferencer mm.

2) Ydre omstændigheder, der kan udfordre og presse jer, fx travlhed på arbejdet, syge børn, manglende søvn, økonomiske problemer, husrenovering mm.

3) Følelsesmæssige sårbarheder hos jer hver især, dvs. de ”ømme punkter”, hvor jeres partner kan såre jer allermest, fx frygten for at blive forladt, psykiske ”allergier” eller lidelser, dårlige erfaringer fra tidligere nære relationer mm.

4) Jeres typiske samspilsmønstre eller strategier I bruger for at prøve at løse problemet her og nu, men som ikke er hjælpsomme for jer på den lange bane, fx ophedede diskussioner, ”kold luft”, en opsøgende partner og en tilbagetrukket partner mm.

Afdækningen af disse fire punkter danner udgangspunkt for den efterfølgende parterapi.

2. Jeres specifikke styrker som par

Det er en helt velkendt psykologisk mekanisme, at vi mennesker har tendens til at fokusere på fejl og problemer, netop for at løse og fjerne dem – og så kan styrkerne glide lidt i baggrunden. Med tiden glemmer nogle par, hvad de faktisk stadig kan sammen, har sammen, og er gode til sammen. Det betyder, at nogle stiller sig selv spørgsmålet, ”Hvad har jeg så tilbage at kæmpe for?”.

I integrativ parterapi hjælpes I som par til at blive mere bevidste om jeres konkrete ressourcer. Derved fremhæves både 1) hvad I har at kæmpe for, og 2), hvilke ressourcer, I stadig har og kan bruge, når I vil arbejde med noget svært. På den måde balancerer terapien i mellem at styrke jeres ressourcer og behandle det svære.

3. At møde sin partner med empati og accept

Den mest grundlæggende forståelse af hvordan parforholdsvanskeligheder udvikler sig over tid, er, at det er et tab af følelsesmæssig intimitet. Følelsesmæssig intimitet defineres af den amerikanske psykologiprofessor, James Cordova, som ”en tryg forbundethed mellem to mennesker, der kender hinanden som dem, de inderst inde er.” (Cordova, 2014). Der er altså tale om en følelsesmæssig tæt forbundethed, hvor vi føler os trygge ved at være os selv, og føler at det er sikkert at være åben og ærlig overfor vores partner. Det giver en oplevelse af kendskab, accept, nærhed og kontakt.

Men at være følelsesmæssig åben indebærer uundgåeligt en risiko for at blive såret eller skuffet. Sårbar betyder netop, at man er sår-bar – altså kan såres. Det er derfor, det kræver ekstra mod (og kan gøre ekstra ondt) at være følelsesmæssig åben overfor sin partner, fordi der er ”meget på spil”. Men hvis man undgår at være sårbar, altså holder igen med sig selv, så forhindrer man intimitet og øger den følelsesmæssige afstand til sin partner. At lukke døren til sit hjerte kan føles som umiddelbar beskyttelse her og nu. Men den lukkede dør har en pris på den lange bane.

Den følelsesmæssige intimitet vokser, når vi vover at vise eller fortælle vores partner noget, der er betydningsfuldt eller sårbart for os, og vi bliver mødt med varme og forståelse af vores partner.

I integrativ parterapi arbejder vi netop med at hjælpe jer til at sætte ord på jeres egne sårbarheder (”ømme punkter”) og at møde hinanden med empati, når I udtrykker disse sårbarheder. Sådanne empatiske møder er grundlaget for at kunne ændre sit samspil på en autentisk og bæredygtig måde.

 

4. Hjælp til mere hensigtsmæssige samspilsmønstre

Personlighedsforskelle og ydre omstændigheder kan let opleves som selve problemets kerne. Men i virkeligheden er det ikke forskellene eller stressorerne I SIG SELV, der giver problemer. Det er vores HÅNDTERING af dem, der kan give problemer. Personlighedsforskellene kan nemlig udfordre vores accept af vores partner, og få os til at prøve at forandre den anden. Det kunne f.eks. være, at den ene partner presser på for at lave flere ting sammen som par, have mere sex, tale mere om problemerne. Når den ene partner prøver eller kræver, at den anden ændrer sig, føler den anden sig ofte gjort forkert og får behov for at forsvare eller trække sig for at få ro.

Forsvaret eller tilbagetrækningen får den første partner til at presse endnu mere på for at få sit budskab igennem. Og så har vi balladen. Vi har to uhensigtsmæssige strategier, der forstærker og vedligeholder hinanden. Det er en naturlig proces som medfører, at vi kommer følelsesmæssigt længere og længere væk fra hinanden.

I integrativ parterapi hjælpes I til at bryde polariseringsmønstrene så ingen føler sig bebrejdet/presset/overrumplet, og begge føler sig hørt og har fået bedre forståelse af den anden.

 

1Referencer

Christensen, A., Doss, B. D., & Jacobson, N. S. (2014). Reconcilable Differences - Rebuild Your Relationship by Rediscovering the Partner You Love - without Losing Yourself (2nd ed.). Guilford Press.

Christensen, A., Doss, B. D., & Jacobson, N. S. (2020). Integrative behavioral couple therapy: A therapist's guide to creating acceptance and change (2nd ed.). Norton, W. W. & Company, Inc.

Cordova, J. V. (2014). The marriage checkup practitioner's guide: Promoting lifelong relationship health: American Psychological Association, Washington, DC.

Doss, B. D., Roddy, M. K., Wiebe, S. A., & Johnson, S. M. (2021). A review of the research during 2010−2019 on evidence‐based treatments for couple relationship distress. Journal of Marital and Family Therapy, 48(1), 283–306. https://doi.org/10.1111/jmft.12552

Trillingsgaard, T., Sørensen, T. K., & Fentz, H. N. (2019). Relationship help‐seeking in a Danish population sample. Journal of Marital and Family Therapy, 45(3), 380-394. http://dx.doi.org.ez.statsbiblioteket.dk:2048/10.1111/jmft.12347

  • Par i midten af 20'erne uden børn

    Vi følte i den grad, at selvom par-tjek ikke foregik over mange sessioner, så fik vi stadig en dybdegående “analyse” af og forståelse for vores forhold. Især de blinde vinkler vi ikke var opmærksomme på, som var roden til konflikter i parforholdet. Derudover, en forståelse for hvordan vi som individer hver især kan arbejde på individuelle udfordringer, som kan gavne det fælles forhold.

    Vi vil i den grad anbefale andre par at få et par-tjek, da det er en konstruktiv, informativ og øjenåbnende måde at forstå sig selv og parforholdet på. Det dybdegående spørgeskema stiller spørgsmål, der sætter tanker og refleksioner i gang og endnu vigtigere viser et spændende slutresultat, som benyttes i sessionerne. Det skaber et godt overblik, hvem du og din partner er, og hvordan i komplementerer hinanden og er forskellige.

    Det mener vi har været essentiel viden for at kunne udvikle og forbedre vores forhold.

  • Par i starten af 30'erne med to små børn

    Par-tjek har bl.a. fået os til at indse, hvor stærke vi er sammen når vi er et team. Vi har fået sat fokus på vores problemområder, ved at få åbnet op og taget de svære snakke i et forum hvor vi begge har følt os hørt, som har været trygt og rart. Det er blevet nemmere at kommunikere og vi har fået redskaber til hvordan vi bedre kan tage hånd om vores udfordringer på en god måde.   Vi vil anbefale Par-tjek til alle par som både er nysgerrige på parforholds styrker og ressourcer samt bekymringer og udfordringer. Vi anbefaler det til par som ønsker at styrke og vedligeholde forholdet, og som er motiveret for at samarbejde og styrke deres relation.

 


Tidsbestilling


Vi har til huse i Aarhus Centrum, men tager også imod par fra andre byer. At finde det helt rette parterapi psykolog er som regel værd at køre efter. Parterapi i Aarhus tilbydes af Psykolog Center Aarhus’ parterapeuter psykolog Jeppe Budde, Astrid, Marianne, Maria, og Nikolai.

 


Kontakt PsykologCenter Aarhus Det praktiske