Gratis parrådgivning for forældre
Hos PsykologCenter Aarhus tilbyder vi gratis parrådgivning til forældre, hvor parforholdsproblemer påvirker familien og forældreskabet.
Hos PsykologCenter Aarhus tilbyder vi gratis parrådgivning til forældre, der ønsker at styrke deres relation og trivsel i familien. Rådgivningstilbuddet et projekt målrettet børnefamilier, hvor relationelle udfordringer påvirker både parforholdet og forældreskabet. Projektet er finansieret af midler fra Socialstyrelsen.
Hvem kan modtaget tilbuddet?
Målgruppen for projektet er forældre, der oplever problemer i deres parforhold, som påvirker familiens trivsel.
For at kunne deltage i rådgivningsforløbet, skal følgende kriterier være opfyldt:
- I skal have mindst ét barn under 18 år
- I skal kunne tale og forstå dansk
- I skal være villige til at deltage sammen som par og kunne møde fysisk op i Aarhus
Et trygt og struktureret forløb i tre faser
I PsykologCenter Aarhus arbejder vi ud fra en velafprøvede og evidensbaserede tilgange; og har tilrettelagt et forløb hvor parret guides gennem tre faser:
-
Indledende samtaleforløb og caseformulering
Forløbet begynder med en række indledende samtaler baseret på Integrativ Adfærdsparterapi (IBCT).
Her møder I én af vores erfarne psykologer til:
- Én fælles parsamtale (80 min)
- To individuelle samtaler (50 min hver)
- Én fælles tilbagemeldingssamtale (80 min)
I denne fase kortlægges både styrker og udfordringer i jeres parforhold, og der udarbejdes en caseformulering, som giver et samlet billede af jeres dynamik, kommunikationsmønstre, sårbarheder og eksterne belastninger.
-
Kursusforløb i gruppeformat
Efter samtalerne inviteres I til at deltage i et gruppebaseret kursusforløb sammen med andre forældrepar.
Kurset strækker sig over 6 mødegange fordelt på 12 uger, og hvert modul varer 2 timer.
Kurset kombinerer psykoedukation, parøvelser og hjemmeopgaver, og indeholder tre hovedtemaer:
- Kommunikation, konflikthåndtering og problemløsning
- Forældreskab og børns trivsel
- Vedligeholdelse af et sundt parforhold over tid
Gruppeformatet giver mulighed for spejling, støtte og inspiration blandt ligesindede – et trygt fællesskab, hvor I ikke står alene med udfordringerne. Samtidigt vil det blive lagt til rette så I ikke behøver at dele jeres private problemer med andre end jeres partner.
-
Afsluttende samtale
Som afslutning på forløbet, tilbydes I en opfølgende samtale (50 min), hvor vi sammen ser på, hvordan I konkret kan arbejde videre med jeres udfordringer, ud fra de erfaringer I har gjort jer i forløbet. Fokus er på at sikre bæredygtige løsninger og øget trivsel i hele familien.
Evidensbaseret tilgang og psykologfagligt fundament
Vi tager udgangspunkt i metoder og teorier, som har solid forskningsmæssig opbakning. Det gælder særligt:
- IBCT (Integrative Behavioral Couple Therapy) – som bl.a. hjælper par med at forstå deres dynamikker, åbne op for sårbarheder og bryde fastlåste mønstre.
- Tilknytningsteori og mentaliseringsteori, som fremhæver betydningen af trygge relationer og evnen til at forstå egne og andres følelser og intentioner.
Disse tilgange sikrer, at I som forældrepar ikke blot arbejder med parforholdet, men også styrker jeres forældreskab og samspillet med børnene.

Hvad kan I opnå?
Som deltagere i forløbet bliver I hjulpet til at styrke jeres parforholdstilfredshed, forældresamarbejde, konflikthåndtering, samt at øge jeres følelsesmæssige intimitet og oplevelse af forældrekompetence.
Gennem forløbet vil vi indsamle viden om jeres udbytte af projektet, gennem validerede målinger og projektudviklede evalueringsspørgsmål. Særligt vil vi se på i hvilken grad forløbet giver jer en bedre forståelse og håndtering af konkrete udfordringer, skaber et sundere psykisk indeklima i familien, og øger troen på at kunne forblive sammen.