Mine specialer og erfaringer
Det kræver mod at række ud efter hjælp. Jeg ser det som min vigtigste opgave, at skabe et rum, hvor du føler dig tryg. Jeg er ikke bange for at stå i det svære sammen med dig – og oplever samtidig, at modet til at være i det svære ofte medfører en lethed, håb og handlekraft til at skabe de forandringer, som vi længes efter.
I behandlingen gør jeg mig umage for at tilrettelægge et behandlingsforløb, der gør en meningsfuld forskel for dig. Jeg bruger den første session på at lytte grundigt til din historie, og sammen med dig afdække, hvad der er særligt vigtigt at have fokus på.
En rød tråd i mit arbejdsliv har været arbejdet med familier og unge. Jeg har arbejdet med dette i Børne- og Unge Psykiatrien, PPR samt som spæd- og småbørnspsykolog. Dette har givet mig mange års erfaringer med terapi og rådgivning af familier og unge, der har stået i udfordrende situationer. Jeg har særlig erfaring med tilknytningsbaserede indsatser samt kognitiv angstbehandling til børn, unge og voksne.
Jeg har stor erfaring i at understøtte forældre og unge i at forstå egen opvækst og reflektere over hvad de ønsker at tage med sig videre – og hvad de ønsker at gøre anderledes end deres egne forældre. Samtidig har jeg arbejdet med mange familier og unge, der har haft psykiske udfordringer tæt inde på livet, såsom efterfødselsreaktion, autisme, ADHD og angst.
For fagpersoner:
I mit arbejdsliv har jeg altid arbejdet med både behandling og udvikling af praksis i tæt samarbejde med de førende forskere inden for feltet. Senest, har jeg i 4,5 år været projektleder i Odder, hvor jeg har implementeret tidlig forebyggende indsatser på tværs af sundhedspleje, myndighed, PPR, udfører og dagtilbud. Hermed har jeg et solid kendskab til tidlig indsats og tværfagligt samarbejde samt de enkelte monofaglige gruppers kerneopgaver og kompleksitet. Denne erfaring har givet mig et stærkt fundament for at supervisere og undervise tværfaglige grupper inden for børne- og familieområdet.
De sidste 5 år, har jeg haft et tæt samarbejde med Center for Tidlig indsats og familieforskning og har specialiseret mig i den tilknytningsbaserede metode COS-P (tryghedscirklen) til både forældre og dagtilbud samt ADBB, der screener for social tilbagetrækning hos spæd- og småbørn. Jeg er desuden uddannet i at coache dagtilbudspersonale i tilknytningsbaserede indsatser og er i gang med at færdiggøre min uddannelse som supervisor i COS-P.
Jeg er autoriseret psykolog og uddannet fra Københavns Universitet i 2013. Jeg modtager løbende supervision og efteruddannelse for at sikre kvaliteten af mit arbejde.
Jeg tilbyder psykologisk hjælp indenfor områderne:
Supervision
Vi tilbyder individuel- og gruppesupervision til fagpersoner
Individuel Terapi
Vi tilbyder psykoterapi i Aarhus til unge og voksne
Forældresamtaler
Vi tilbyder rådgivning og sparring til forældre – enlige og par
Cool Kids & Chilled-forløb
Vi tilbyder individuelle og gruppeforløb til behandling af angst hos børn/unge
Psykologiske undersøgelser for kommuner
Vi udarbejder forældrekompetence-, børne- og tilknytningsundersøgelser