For en del år siden havde jeg en psykiatrilærer, som anbefalede os studerende at læse skønlitteratur frem for faglitteratur, hvis vi ville blive bedre til at forstå og arbejde med mennesker.

Så hvis du arbejder med udsatte børn og deres familier og endnu ikke har læst Thomas Korsgaards Hvis der skulle komme et menneske forbi, kan jeg kun anbefale at gøre det. Helt i tråd med rådet fra dengang, har læsningen af Korsgaards bog føjet nye nuancer og billeder til min forståelse af hvilken betydning det kan have for et barn at vokse under kummerlige forhold, og hvordan barnet i sin kamp for at skabe mening og struktur i sit liv både vokser og stagnerer på samme tid.

I mødet med bogens hovedperson, Tue, og hans kreative måder at overleve en opvækst der er præget af både fysisk og psykisk omsorgssvigt, får man som læser et nuanceret og gribende indblik i de sammensatte og dynamiske strukturer der etablerer sig i et hjem hvor de voksne af forskellige årsager ikke magter at løfte deres ansvar som forældre.

Tue, der tydeligvis har et lyst hoved, viser sig både som loyal og oprørsk, modig og fej, når har forsøger at komme overens med en mor der forsvinder ind i en depression og en far der for længst har givet op i forhold til at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen. Beskrivelserne af Tue og hans måde at klare sig på er rørende, og fremstår hudløse. I et omfang hvor jeg flere gange fik brug for lige at lægge bogen fra mig, for at forarbejde mine reaktioner på fortællingen.

Så fra min side skal der lyde en uforbeholden opfordring til at få fingrene i bogen og lade sig berøre og beriges, både menneskeligt og fagligt.